Tidligere år har vi dyrket tomater i kapillærkasser op ad en sydvestvendt mur. Det har fungeret rigtig godt, og vi har fået et flot udbytte, selvom vi ikke har gjort ret meget ud af det. Dyrkning af tomater og agurker kan gøres til en videnskab i sig selv, men det behøver ikke være så kompliceret. Er du nybegynder, eller kniber det med tid og overskud, kan du koncentrere dig om to helt enkelte ting. Hvad det er, afslører jeg længere nede.
I år vil jeg prøve at dyrke tomater og agurker i drivhuset - selvom jeg ærlig talt er i tvivl om, om planterne kan være der til sidst. Drivhuset er jo ikke lige det største. Faktisk er det lille bitte, og der er ikke ret højt til loftet. Det må komme an på en prøve. Jeg købte og plantede både agurke- og tomatplanterne i midten af maj, da risikoen for nattefrost var aftaget. I skrivende stund er planterne allerede vokset en del, men billederne viser de helt nye planter.
På billedet herover ses fra venstre mod højre: babyagurk 'Romilino' - græsk basilikum - miniagurk 'Passandra'
På billedet herunder ses fra venstre (inderst) mod højre (yderst): blommetomat 'Flavorino' - Tagetes 'Vanilla' - cocktailtomat 'Aranka' - Tagetes 'Vanilla' - cherrytomat 'Favorita'
Tagetes, basilikum og en lang række andre planter kan bruges som 'nytteplanter' i drivhuset eller i køkkenbedet. Det kaldes 'blandingskultur' eller 'ledsageplanter', når man sætter planter, der har glæde af hinanden. F.eks. kan krydderurter med fordel plantes blandt planter, der normalt plages af bladlus. Krydderurterne tiltrækker insekter, der spiser lusene - og så dufter og smager de tilmed vidunderligt. Desuden skulle duften af basilikum holde myg og fluer væk. Jeg har sat en basilikum mellem mine agurkeplanter og tre Tagetes mellem mine tomatplanter - og er meget spændt på at se, om det virker.
De fleste forbinder nok Tagetes - også kaldet fløjlsblomst - med de gule/orange sommerblomster, der før i tiden kunne ses i mange køkkenhaver. Jeg bryder mig ikke om gule og orange nuancer i min have, så jeg havde egentlig tænkt, at jeg måtte finde på en anden ledsageplante til mine tomater, men heldigvis faldt jeg over varianten 'Vanilla', der er cremefarvet og ser rigtig flot ud sammen med alt det grønne - og snart røde.
Cocktailtomat og Tagetes 'Vanilla' |
Basilikum fås i mange varianter med hver sin krydrede duft. Jeg foretrækker den græske, som efter min mening dufter af klassisk basilikum. Stikker man næsen ned til planten, får man straks lyst til at spise lækker sommermad på terrassen.
Græsk basilikum og miniagurk |
Vand og opbinding. Det er de to ting, du som nybegynder kan koncentrere dig om, hvis du gerne vil have hjemmedyrkede tomater og agurker. Sørg for, at der altid er nok vand til planterne, og sørg for, at planterne bindes op, så hele planten kan få lys - så skal udbyttet nok blive flot.
Kapillærkasseskjulerne er købt i Jem & Fix: Kapillærskjuler i brun.
Kapillærkasserne er genbrug, men kan købes i Bauhaus: Pindstrup Maxikap.
Indlægsposerne til kapillærkasserne er købt i Jem & Fix: Easy Grow indlægsposer.
De økologiske plantesække er købt i Bauhaus: Pindstrup økologisk plantesæk.
Kommentarer
Send en kommentar