Sorg og haveglæde

Da jeg overtog drivhuset efter min far i foråret 2016, var jeg så tynget af sorg, at jeg havde behov for, at drivhuset så vidt muligt så ud, som da min far havde det. Han brugte det som kombineret planteopbevaring, redskabsskur og helle - og til at ryge i. 'Rygekabinen' kaldte vi det drillende. Jeg indrettede det derfor med hans møbler, redskaber og planter og tilføjede nogle af mine yndlingsplanter. Tingene stod, som min far havde sat dem, da drivhuset stod hos ham, for jeg havde så mange ting, jeg skulle tage stilling til, at jeg havde behov for, at nogle ting kunne vente til senere. Så kunne jeg stille og roligt finde ud af, hvad jeg ville uden at forcere noget. 

Det var mig en trøst at sidde i drivhuset og tænke på min far. Og vide, at han også havde siddet der og slappet af og tænkt over stort og småt. Det gav mig glæde at tænke på alt det, vi havde sammen - og på den haveglæde, der er nedarvet gennem generationer og således også fra ham til mig. 

Da vi gjorde drivhuset forårsrent i starten af foråret 2017, kunne jeg mærke, at jeg var klar til forandring på drivhusfronten. Vi har derfor rykket lidt rundt på tingene, taget noget ud og sat andet ind - sat en vinduesåbner i vinduet og lavet en hylde og et plantebord. Nu er drivhuset for alvor mit, og jeg fyldes med glæde og taknemmelighed over alt det, jeg har fået af min far.

Vinduesåbneren er købt i Harald Nyborg: Optivent vinduesåbner.